Poetry In Mono #7: The Holiday Crowd (CAN) + Jens-Ulrik Kleemeyer
FORSALG 60 kr (Ingen gebyr!)
Entré: 60 kr
Graham Greene har inspireret mange mennesker med sit forfatterskab i løbet af årene, og nu også den canadiske gruppe The Holiday Crowd, der er opkaldt efter en henvisning til det publikum, som kommer ud til strandens kyster, når sommerens sol begynder at gøre sit indtog – The Holiday Crowd fra den morderiske thriller Brighton Rock.
Indierock-kvartetten startede deres samarbejde i 2010, hvor forsanger Imran Haniff, guitarist Colin Bowers, bassist Alex Roberts og trommeslager David George Barnes fandt sammen. Deres solglade debut Over the Bluffs er det første album fra Toronto-gruppens hånd, der blandt andet viser gruppens nedbarberede og minimale melodiske rocklyd. Lyd og lyrik er opstået af sommereftermiddags-erfaringer omkring kammeratskab, introspektive drømmerier med mere, og The Holiday Crowd beskriver sig selv som en flok idealister, der ønsker det, alle ønsker: Alt – på den mest stilfulde, velopdragne og ydmyge måde.
Hvis du er til regnvåd britisk-klingende powerpop/indiepop, som Prefab Sprout, The Smiths, Hurrah! med flere, så er The Holiday Crowds debutkoncert i Danmark ganske sikkert også noget for dig.
Også Jens-Ulrik Kleemeyer besøger Stengade denne aften. Kleemeyer er kendt som medlem i solskinsgruppen The Green Lives, og han debuterede med en mindre uofficiel demo, der blandt andet blev rost hos GAFFAs demoanmelder, som skrev: ”jeg tror, han har nogle afsindigt smukke album i sig”, ligesom han har spillet på den toneangivende Oppenheimers Eftermiddag.
Kleemeyers tæft for sangskrivningen med kant er klart kendetegnet, hvor vokalen står i centrum og inspirationskilderne spænder bredt fra LCD Soundsystem til Underworld, mens aarhusianeren stemningsmæssigt også er blevet sammenlignet med Eddie Vedders take på Alexander Supertramp-fortællingen fra Into the Wild. Det er low-key singer/songwriter-musik for den eventyrlystne, men også melankolske lytter.
Til at underholde før, imellem og efter koncerterne, præsenterer vi:
DJ: CHAMPAGNE RIOT DJ-SET

