Back to All Events

MONTI // Spillestedet Stengade


Siden deres brag af en koncert på Roskilde Festival i 2017, er det gået stærkt for Aarhusianske MONTI, der i 2018 sparkede døren til den danske urban og hiphop scene med ‘ONE’ og ‘TWO’. De
to ambitiøse udgivelser udkom med kort mellemrum, og de indeholdte hver især to singler, der både i ‘ONE og ‘TWO’ blev samlet i én overlegen musikvideo som billedside. Gruppen modtog siden stor opmærksomhed fra blandt andet P3, Red Bull Music, Gaffa, Bands of Tomorrow m.fl., og MONTI spillede snart på en håndfuld danske festivaler og spillesteder – herunder på SPOT Festival, Grimfest, Carpark Festival og på Red Bulls gadescene under årets Distortion Festival.

Der var kø ude foran Godsbanens Åbne Scene, da MONTI gav et brandvarmt show som en del af SPOT Festival 2018. Det fem mand høje hiphop ensemble MONTI havde et par måneder tidligere
udgivet dobbeltsinglen ‘ONE’, der bestod af to individuelle singler – ‘Let It Flow’ og ‘$igns’, der for alvor rettede radioen og pressens øjne mod den purunge danske gruppe. MONTI blev her bemærket for deres varmblodede opkog af engelsksproget rap og håndspillet musikalitet, der gav et indtryk af et dugfrisk navn med kompromisløsheden stærkt indprentet i deres DNA.

Siden landede opfølgeren ‘TWO’, der samlede singlen ‘Lean’ med ‘For The Conflicted’, hvor sidstnævnte var udkommet tidligere på måneden med positiv omtale fra magasinet Bitchslap. Modsat ‘For The Conflicted’, var ‘Lean’ et tilbagelænet nummer med udprægede feel good fornemmelser, hvor et syntetisk beat lægger baggrund til temaer om ulykkelig kærlighed, og udgivelsen modtog igen bred omtale i dansk presse og radio. Hos MONTI balanceres netop den teksttunge, hurtigt-spyttende hiphop på et knivsæg med besnærende grooves og et varmblodet opkog af et væld genreinspirationer. Frontmand Sebastian Bang Monti har selv udtalt om projektet:

»MONTI handler i bund og grund om, at røre så mange mennesker med vores univers og musik, som muligt. Det handler om at forføre folk til faktisk at lytte. Derfor valgte vi udgive to singler sammen med én musikvideo. Et helstøbt produkt. En invitation ind i vores virkelighed, hvor vi kræver folks opmærksomhed – for det synes vi den fortjener«

For MONTI har deres musik ikke et syn mod hverken fortid - eller fremtid. De laver bare den musik, der giver mening for dem selv, og som de selv har savnet på det danske urban miljø.

https://www.facebook.com/montimontimusic/