Interview med HAPAX

Italienske HAPAX kombinerer med sikker hånd 80´ernes mørke lyd med moderne Dark Wave og eksperimenterende post punk støjudladninger.  Duoen bevæger sig ubesværet mellem det melankolske og dirrende intense til det noisy og energiske, og musikken er båret af solide, dansable melodier. HAPAX har to anmelderroste fuldlængde albums ude på pladeselskabet Swiss Dark Nights, og har gjort sig positivt bemærket på en række internationale festivaller.

Vi mødte Michele Mozzillo fra HAPAX til en snak inden  koncerten på Spillestedet Stengade, der er bandets første i Danmark.

Hej Michele! HAPAX arbejder som en duo. Hvordan mødte I to hinanden, og hvad inspirerede jer til at danne et band?

Hej alle sammen! Diego og mig havde allerede spillet i andre bands tidligere, så vi har altid været aktivt engageret i musikprojekter. Det kom bare op, helt tilfældigt kan vi sige. Inspirationen, HAPAX-stemningen, havde været i vores sind allerede i nogen tid. Vi fik et par demonumre færdige, udkast på det tidspunkt, og efter Valerio (Swiss Dark Nights) havde lyttet til dem, ønskede han med det samme, at vi skulle være en del af kunstnerne på hans pladeselskab. Derefter begyndte vi at arbejde på vores første album.

Kan du kort beskrive den kreative proces? Hvordan arbejder I sammen? 

Faktisk er der ikke nogen specifik "formel". Vi plejer helt instinktivt t at arbejde ud fra en kreativ impuls, en følelse. Nummeret tager form næsten  af sig selv på en meget naturlig måde, og uden alt for mange tanker og overvejelser.

Den elektroniske post-punk musikscene blomstrer lige nu med mange meget talentfulde bands. Føler du, at I er en del af en bestemt europæisk eller italiensk musikscene?
Vi er meget tæt på Geometric Vision og Ash Code, der lige som os er fra Napoli. Ikke kun fordi vi er på samme pladeselskab, men først og fremmest fordi vi er forbundet igennem et meget langvarigt venskab, der ligger forud for vores respektive projekter. Selvfølgelig har vi igennem vores karriere haft mulighed for at møde flere talentfulde bands, som vi stadig er i kontakt med. Jeg vil gerne nævne for eksempel Gorgonas, der arrangerede vores koncert i Mexico City her i november.

HAPAX er opkaldt efter et begreb, der henviser til et ord eller en sætning, der kun findes én gang i et skønlitterært værk. Kan du forklare mere om hvorfor I valgte navnet, og om hvad det betyder for jer? Har navnet HAPAX også betydning for sangskrivningen? 

Altså, i ældre tekster er Hapax som regel svært at afkode; men udtrykket bruges også ofte til at beskrive et ord, der forekommer i blot ét af en forfatters værker. Så indenfor en musikgenre som er meget bestemt af et sæt af faste koder, som "Goth" musik er generelt, ville vi (med succes, håber vi!) prøve at skabe en følelse af unikhed og uafkodelighed (eller i det mindste ikke umiddelbar tilgængelighed) i vores musik. Dette kan måske også påvirke sangskrivningsprocessen, men mere ubevidst end tilsigtet tror jeg.

 I har udsendt nogle meget smukke videoer til nogle af jeres sange,  When the Marble Falls, Vitriol og Hands. Hvad tænker du om betydningen af det visuelle i forbindelse med jeres musik?  

Det visuelle aspekt er meget vigtigt for os. ”Total kunstværker" er en vigtig ting i dag, og videoer ikke undværes i forbindelse med musik, kun under selve den kreative proces, hvor musikken bliver skabt. Videoer er også en del af vores koncerter, fordi vi tror på, at de kan støtte publikum i at komme tættere på vores univers.

HAPAX har turneret intenst, blandt andet i USA, Mexico og Sydamerika samt spillet på europæiske festivaler som WGT. Hvordan deler jeres tid mellem koncerter og at lave musik? Har koncerterne og tiden i studiet indflydelse på hinanden? 

De sidste to år har været rigtig fantastiske. Vi kan stadig ikke tro på hvor mange utrolige steder, vi har haft mulighed for at besøge. Da vores band blev født, havde vi aldrig troet at vi ville komme til at spille på så mange scener. Hver enkelt turne, og alle vi har mødt har påvirket vores arbejde på en eller anden måde.

 Debutalbummet fra 2014 Stream of Consciousness blev genudgivet på pladeselskabet Swiss Dark Nights. Det andet tryk er imidlertid ikke bare en genudgivelse af cd'en. I stedet gik I tilbage i studiet for at genindspille hele albummet. Hvorfor besluttede I at gøre det?  

Faktisk ønskede vi først at re-mixe debutalbummet med en mere moden lyd. Men bagefter besluttede vi os for at rette nogle ting, som vi ikke længere var helt tilfredse med, og vi havde det sjovt, mens vi arbejdede med arrangement og produktion igen. Vi er heldige, at vores pladeselskab tillader os at udtrykke os så frit

Hvad kan vi forvente, når HAPAX går på scenen på Spillestedet Stengade? 

 Vi kan ikke vente med at spille for første gang i København! Vi kommer til at spille en helt ny single, der vil komme med på en ny udgivelse, der skulle komme ud midt på året. For at være ærlig er hver eneste koncert ”one of a kind”, så vi kommer aldrig med nogen forudsigelse. Vi er meget glade for dette show og tak for interviewet!